Envidan sætter mål om lige fordeling af mænd og kvinder i 2030

50/50. Sådan skal fordelingen af mandlige og kvindelige medarbejdere i Envidan være i 2030, hvis det står til direktionen i Envidan.

I dag er fordelingen af mænd og kvinder blandt medarbejderne i Envidan på 67 % mænd mod 33 % kvinder.

Tallene dækker samtlige medarbejdere i Envidan på tværs af Danmark, Norge og Sverige og afspejler også det faktum, at kvinder udgør 33 % af de optagne på landets STEM uddannelser (Science, Technology, Engineering, Mathematics), som ingeniøruddannelserne hører ind under.

Ambitiøst men realistisk mål

Der er altså stadig et stykke vej, hvis Envidan skal nå sin målsætning om en 50/50 fordeling af mænd og kvinder med plads til en margen på +- 10 %.

”Vi ved, det kommer til at kræve en stor indsats at nå vores mål om en lige fordeling af mænd og kvinder i 2030, og vi går ydmygt til opgaven. Første skridt på vejen er at få opstillet konkrete mål for ligestillingen, så vi har noget at arbejde og måle ud fra, og det har vi heldigvis nu,” siger Managing Director for People & Culture, Gitte Mønsted Hansen.

Diversitet fører til innovation

Envidans vision er at blive Nordens førende vandspecialist, og hvis den vision skal nås, kræver det ifølge administrerende direktør i Envidan, Ole Fritz Adeler, en mangfoldig medarbejderstab:

”Hvis fremtidens ingeniørløsninger inden for vand og energi skal afspejle det samfund, vi lever i, er vi nødt til at inkludere så mange forskellige perspektiver og kompetencer som muligt.”

“Kun sådan kan vi skabe de bedste og mest innovative løsninger på de mange samfundsudfordringer, vandbranchen skal bidrage til at løse, som tæller alt fra klimatilpasning og sikring af rent drikkevand til rensning af spildevand og genopretning af natur- og vandmiljøer,” fortsætter Ole Fritz Adeler.

Erhvervslivet arbejder sammen for at fremme kønsdiversitet

Foruden de opstillede måltal har Envidan desuden underskrevet Dansk Industris ”Gender Diversity Pledge”, der består af 16 principper, der har til formål at sikre en større kønsdiversitet i erhvervslivet. Principperne omhandler bl.a. opbakning til øremærket barsel til mænd, deling af data om kønssammensætning og medvirken til nedbrydelse af kønsstereotype uddannelsesvalg.

”Kønsdiversitet starter i toppen af organisationen. Netop derfor har Envidans direktion inkorporeret det i vores strategiske arbejde for den samlede forretning,” forklarer Gitte Mønsted Hansen.

At beskæftige sig med kønsdiversitet er dog ikke en ny ting i Envidan. Som led i strategien om at opnå større kønsdiversitet nedsatte Envidan i 2018 en diversitetsgruppe med medarbejdere fra forskellige dele af organisationen. Gruppen kommer løbende med konkrete forslag til initiativer og handlinger, der understøtter Envidans ligestillingsmål og de 16 principper i Dansk Industris Diversity Pledge.

”Vi tror på, at diversitet er vejen frem, og i fremtiden lykkedes vi forhåbentlig med at have en mangfoldig medarbejderskare, der er bredt repræsenteret ift. parametre som alder, etnicitet og køn. For én ting er sikkert: Vi har brug for en bred palette af viden og kompetencer til at udvikle fremtidens grønne og blå løsninger,” slutter Ole Fritz Adeler.

Kontakt mig
for mere info

Ole Fritz Adeler

CEO

+45 30 90 46 64

ofa@envidan.dk

Kontakt mig
for mere info

Gitte Mønsted Hansen

Managing Director, People & Culture

+45 30 29 31 21

gmh@envidan.dk