Energi Viborg Vand A/S har valgt konsortiet VCR – bestående af NCC og Envidan – til at stå i spidsen for et stort set nyt Viborg Centralrenseanlæg i Bruunshåb. Projektet er en totalentreprise til en værdi af cirka 425 mio. DKK.
Viborg Centralrenseanlæg bliver det første nye renseanlæg i Danmark med et integreret 4. rensetrin, der skal fjerne medicinrester fra spildevandet. Det nye renseanlæg inkluderer etablering af supplerende udligningsbassin, forbehandling, komplet vandbehandling og slambehandling, velfærdsfaciliteter samt værksteds-, lager- og garagebygninger.
Derudover renoveres det eksisterende biogas- og energianlæg. Totalentreprisen inkluderer også nedrivning og fjernelse af overflødiggjorte bygninger, bygværker, ledningsanlæg og øvrige anlægsdele.
”Vi er glade for at være blevet valgt til projektet sammen med Envidan. Vi ser frem til et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med både Envidan og Energi Viborg Vand, hvor vi kan udnytte vores fælles kompetencer til at skabe værdi for både projektet og lokalområdet. Det er en spændende og kompleks opgave – blandt andet fordi anlægget skal holdes i drift under hele processen.”
Han fortæller, at projektet i Viborg er et godt eksempel på den stigende aktivitet, NCC oplever i Vestdanmark. “Vi ser en tydelig vækst i antallet af infrastrukturprojekter i Jylland, og det afspejler sig i vores engagement og tilstedeværelse i området. Det er både energiprojekter, klimatilpasning og klassisk anlægsarbejde, der fylder mere – og vi er klar til at løfte opgaven,” siger Jan Schmidt.
Det er vi i Envidan i den grad også:
”Projekteringen i den kommende periode vil ske i et tæt samspil med Energi Viborg Vand, hvor deres kompetencer inddrages og ønsker tilgodeses, så det færdige anlæg lever fuldstændig op til deres forventninger. Vi glæder os til at bidrage med vores høje faglige viden og trække på den erfaring, vi har fra tidligere store totalentrepriser.”
“Dette projekt er et vigtigt skridt for branchen og et konkret eksempel på, hvordan man kan bygge fremtidens renseanlæg, hvor effektiv drift, forsyningssikkerhed og bæredygtighed er tre helt centrale fokuspunkter,” fortsætter Jens Albrechtsen.
Også hos Energi Viborg Vand er man klar til at trække i arbejdstøjet.
”Vi ser frem til et spændende samarbejde med Envidan og NCC omkring opførelsen af et nyt Viborg Centralrenseanlæg, som vil fremtidssikre spildevandsrensningen fra en stor del af Viborg Kommune.”
Han tilføjer: ”Det tilbudte design fra Envidan og NCC var en vigtig faktor for, hvilken totalentreprenør, der ville få tildelt opgaven.”
Projektet forventes at løbe fra oktober 2025 til foråret 2029.











