Vandsektorens Parismodel 2.0 er lige om hjørnet

Er du direktør eller leder i et forsynings- og vandselskab? Så vil du højest sandsynligt blive kontaktet af Miljøstyrelsen i slutningen af oktober med en opfordring til indberetning af emissionsdata og forventninger til dine emissionsreduktioner i 2025, 2030 og 2035.

 

Miljøstyrelsen og DANVA har i et samarbejde med input fra eksperter og aktører i vandbranchen nu udarbejdet en opdateret version af den oprindelige Parismodel, som blev udarbejdet i 2020. Den nye model kaldes Vandsektorens Parismodel 2.0.

Hvad er Parismodellen?

Modellen er et værktøj, som danske forsynings- og vandselskaber kan anvende til at indsamle og beregne emissionsdata med henblik på at indberette dem samt den forventede udvikling til Miljøstyrelsen.

Formålet med modellen er at sikre ensrettede beregningsmetoder, så det er muligt at få et klart og retvisende billede af vandsektorens klimapåvirkning i driftsfasen. Derudover er formålet at bidrage til nationale målsætninger og at understøtte ambitionerne omkring en energi- og CO2-neutral vandsektor.

”Indberetningen er stadig frivillig, men ved at indberette bidrager I med input til, hvilke målsætninger der vil være mulige og realistiske for vandbranchen at opnå – viden der kan anvendes direkte i det videre arbejde med regulering. Desuden kan en opgørelse af forsyningens CO2-emissioner i henhold til Vandsektorens Parismodel 2.0 være et veldokumentet grundlag for CO2-reducerende tiltag og indsatsers.

Anna Katrine Vangsgaard

Hvorfor en ny Parismodel?

Den nye Parismodel bygger videre på den oprindelige. Udover at give et retvisende billede af vandsektorens klimapåvirkning er Vandsektorens Parismodel 2.0 også med til at sikre, at rapporteringen kommer til at følge den internationale standard Greenhouse Gas (GHG)-protokollen. Derudover er modellen blevet udvidet med flere emissionsposter, herunder driftsbiler, slamhåndtering og forbrug af kemikalier og andre forbrugsstoffer til vand- og spildevandsbehandling.

Indrapporteringen vil igen basere sig på allerede indrapporterede data til performance benchmark, men vil i tillæg basere sig på målte og indsamlede data lokalt hos forsyningerne, samt fremtidsprognoser.

Ved løbende at opgøre klimaregnskabet (f.eks. med afsæt i Parismodellen) kan du i dit forsynings- eller vandselskab gennemføre en fokuseret indsats for at forbedre CO2-regnskabet og løbende overvåge og justere jeres klimaindsats, overholde gældende lovgivning samt udarbejde en flerårig plan for reduktion af emissioner.

Hvad indeholder Vandsektorens Parismodel 2.0?

Parismodel 2.0 er opdelt i de såkaldte scope 1, 2 og 3, samt undgåede emissioner. Disse består af direkte eller indirekte emissioner.

Modellen indeholder følgende emissionskilder:

  • Scope 1: Direkte emissioner fra egne anlæg (lattergas og metan), egen energiproduktion og egne køretøjer.
  • Scope 2: Indirekte emissioner fra købt el og varme (til transport og rensning af vand og spildevand samt opvarmning af procesafsnit og bygninger).
  • Scope 3: Udvalgte emissionskilder opstrøms (fra produktion af kemikalier m.m.) og nedstrøms (fra slamdisponering eller emissioner i recipienten).
  • Undgåede emissioner: Kulstofbinding og substitution af energi eller gødning (fra slamdisponering, anvendelse af biogas eller termisk energi fra udløbsspildevandet).

”Som noget nyt er den nye Parismodel opdelt i scopes i henhold til GHG-protokollen, hvilket spiller direkte ind i forsyningernes ESG-rapportering. Som tilføjelse til den oprindelige Parismodel er bl.a. emissionerne i forbindelse med slamhåndtering, kemikalieforbrug samt direkte drivhusgasudledning fra driftsbiler.”

Illustration af Scope 1,2 og 3

Vil du gerne have hjælp til indsamling og indberetning af data?

For mange forsynings- og vandselskaber kan det være svært at gennemskue de nye beregningsmetoder, og hvordan de indsamler og indberetter data til Miljøstyrelsen.

Envidan har bidraget til anbefalinger til den opdaterede Parismodel 2.0, så vi er velbevandret i beregningsmetoderne og fortæller gerne, hvordan modellen anvendes. Derudover har vi en grundlæggende domæneviden i vandbranchen og ved derfor, hvad du som forsyning eller vandselskab skal være særlig opmærksom på. Dette gælder særligt i forventningerne til de fremtidige udledninger, som er afhængige af hvilke øvrige krav og udfordringer jeres forsyning står over for. Vi tager altid udgangspunkt i din aktuelle situation.

Vi kan bl.a. hjælpe dig med indsamling af emissionsdata, analyse, indberetning, fremskrivning, strategier og efterfølgende forbedringsforslag til din drift.


Til Vandsektorens Parismodel 2.0 kan vi hjælpe med:

  • Udfyldelse af indberetningsskema
  • Validering og dokumentation af datagrundlag
  • Fremskrivning af energiforbrug, -produktion og emissioner
  • Oversigt og visuel fremstilling af CO2-regnskab
  • Udarbejdelse af en CO2-reduktionsstrategi
  • Økonomiske konsekvenser – hvor spares der flest ton CO2 per investeret DKK
  • Link til forsyningens øvrige investeringsplan
  • Forslag til driftsændringer
  • Forslag til om- og udbygninger

Har du spørgsmål til Vandsektorens Parismodel 2.0?

Kontakt os for professionel sparring og hør mere om, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed.

ET SKRIDT VIDERE: Klimaregnskaber

Udover indberetninger om emissionsdata til Parismodellen kan vi også være behjælpelig med udarbejdelse af klimaregnskaber i forbindelse med bæredygtighedsrapportering ifølge CSRD-direktivet.

Her vil det f.eks. være et krav at inddrage flere emissionskilder i scope 3, herunder anlægs- og indkøbsaktiviteter, som ikke er med i Vandsektorens Parismodel 2.0. Vores erfaring viser, at det ofte er her, de største emissionskilder og besparelsespotentialer ligger.

Et klimaregnskab kan være særlig relevant, hvis din virksomhed er underlagt CSRD-direktivet, men også, hvis I vil i gang med CO2- reduktionsindsatser. Her giver et klimaregnskab det optimale udgangspunkt for at igangsætte målrettede, effektive tiltag.

Læs mere om CSRD og bæredygtighedsrapportering

Kontakt mig
for mere info

Anna Katrine Vangsgaard

Senior specialist, Proces

+4530580647

akv@envidan.dk