Et vandløb med stort potentiale
Løgumkloster Bæk løber som en grøn kile gennem byen og passerer både Løgumkloster Refugium og Løgumkloster Højskole.
Den 600 meter lange strækning har et usædvanligt stort gydepotentiale. Hele den genslyngede del af vandløbet er nemlig gydeegnet, og projektet har generelt haft et stort fokus på at skabe bedre forhold for fisk, smådyr og planter.
Sådan er der skabt bedre gydeforhold
Ved begyndelsen af projektstrækningen ligger et teknisk anlæg, som tilbageholder okker i vandet. Herfra var der tidligere et stort fald, hvor vandet løb hurtigt ned gennem bækken. Med projektet er faldet blevet udlignet over en lang strækning nedstrøms. Det udlignede fald giver bedre forhold for fisk og smådyr.
Genslyngning af Løgumkloster Bæk er et godt eksempel på, hvordan naturforbedring, rekreative værdier og tekniske hensyn kan gå hånd i hånd.
Naturforbedring midt i byen
At genslynge et vandløb i et byområde kræver noget ekstra.
“I projekteringen har vi skulle tage højde for en lang række eksisterende forhold bl.a. ledningsanlæg, udløb fra regnvandsbassiner og en jordforurening, som projektet skulle tilpasses efter. Det har derfor været de muliges kunst at finde de løsninger, der både kunne realiseres teknisk og samtidig skabe mest mulig værdi for naturen”
En del af projektområdet ligger desuden klos op ad et fredet fortidsminde. Derfor blev udgravningen overvåget af museumsfolk. Der blev ikke fundet genstande af særlig værdi, men som så mange andre steder, kunne man se, at vandløbet var blevet fyldt op med forhenværende affald herunder gamle mursten og en hjørnestolpe.
Envidan har stået for projektering, udbudsmateriale, sagsforberedende arbejde og tilsyn.
Stor rekreativ værdi til glæde for byens borgere og besøgende
Engene omkring Løgumkloster Bæk skal danne ramme om nye mødesteder, aktiviteter, undervisning i uderummet samt sanseoplevelser med vandet som omdrejningspunkt. Ved et af strygene er brinkerne derfor fladet mere ud, så det er nemmere at dyppe tæerne i vandet.
Samlet vurderes området at blive besøgt af ca. 18.000 personer om året.
Projektet er finansieret af
- Nordea Fonden – ’Her gror vi-puljen’
- Den Danske Naturfond
- Haveselskabet
- BHJ Fonden
- Sparekassen Løgumkloster Fond
- Friluftsrådet
- Norlys Vækstpulje
- Brede Å Lystfiskerforening
- Tønder Kommune



