Mikkel Hansen bliver ny Business Director i Envidan

Den 1. juli 2023 træder Mikkel Hansen ind som Business Director på renseanlægsområdet i Envidan i Danmark, og det betyder samtidig, at en af Envidans helt store rorgængere på spildevandsområdet i fremtiden vil varetage en mere tilbagetrukket rolle.

 

Mikkel Hansen, der i dag er afdelingschef for Envidans renseanlægsafdeling i Østdanmark, overtager nemlig dirigentstokken fra Søren Bruun Hansen, der har arbejdet med spildevand og renseanlæg hele sit arbejdsliv og været en toneangivende figur i udviklingen af renseanlægsområdet i Envidan siden 2006.

Direktør i Envidan Danmark, Ole Munk Nielsen, er meget glad for, at Mikkel Hansen har sagt ja til den nye stilling:

”Mikkel har været i Envidan siden 2011 og har gennem flere år vist, at han er en fremragende leder, der forstår at motivere sine medarbejdere. Og samtidig kender han vores kunder rigtig godt, og de kender ham, så der er grobund for at fortsætte og styrke de i forvejen gode relationer til både kunder og samarbejdspartnere, som Mikkel har.”

Selv glæder Mikkel Hansen sig allermest til, at han nu skal arbejde endnu mere på tværs.

”Vi står stærkere end nogensinde indenfor dette forretningsområde – måske stærkest i branchen lige nu – og det skal vi bygge videre på. Envidan er med på de allerstørste renseanlægsprojekter i Danmark som fx Rewater i Aarhus og Vandlinjen hos BIOFOS, og det er vi, fordi vi har nogle virkelig stærke kompetencer på området. Og hvis vi kombinerer det med, at vi fortsat i lige så høj grad prioriterer de mindre projekter, så er potentialet kæmpestort, og dét glæder jeg mig til at stå i spidsen for,” siger en glad Mikkel Hansen.

Renseanlægsområdet i Envidan Danmark tæller lige godt 80 medarbejdere, som udelukkende arbejder med spildevand ’indenfor hegnet’, som man siger i den branche. Det er rigtig mange, og en af Danmarks største forretningsenheder, som kun arbejder indenfor dette felt. Og det er netop hele pointen, og det der gør arbejdet så spændende ifølge Mikkel:

”Vi har jo et stort fagligt netværk internt i Envidan og mulighed for at sparre med de bedste indenfor vores forretningsområde. Det giver nogle unikke løsningsmuligheder for vores kunder, men gør det også attraktivt at være medarbejder i Envidan. Vi har ansat over 100 medarbejdere i Envidan det seneste år, og mange af dem indenfor forretningsområdet Renseanlæg, og den vækst bliver det min opgave at fortsætte, så vi stadig har ressourcer og udvikler os til at løse de spændende opgaver, der venter.”

Mikkel Hansen tager som sagt over for Søren Bruun Hansen, der siden 2006 har været med til at løfte Envidan til det sted, de er i dag, og som i dén grad har bidraget til udviklingen af spildevandsrensningen i hele Danmark – og i Sverige. Ole Munk Nielsen siger:

“Søren er en ener i den danske spildevandsbranche, og han har gjort et fremragende stykke arbejde for at styrke vandkvaliteten i Danmark og Sverige. Nu har Søren valgt at trappe ned på sine ansvarsområder, og det har jeg stor respekt for. Men heldigvis stopper Søren ikke i Envidan, han er fortsat ansat hos os og skal fortsætte som Projektchef på udvalgte renseanlægsprojekter.”

Privat er Mikkel kæreste med Sarah og har 3 børn, hvoraf den yngste er 4 måneder gammel, så han keder sig ikke. Men det løser han ved at møde tidligt, for sådan hænger hverdagen bedst sammen i Mikkels familie, og det er der heldigvis plads til i Envidan.

”Jeg møder gerne på arbejde allerede kl. 6. Så er der ingen trafik, og jeg har dejlig arbejdsro de første par timer på kontoret. Det fungerer for mig,” fortæller Mikkel.

Envidan har således fået en ny Business Director med fart over feltet og klare visioner for, i hvilken retning forretningsområdet skal bevæge sig i fremtiden.

For yderligere oplysninger kontakt:

Mikkel Hansen på mha@envidan.dk eller +45 27 15 37 16

Ole Munk Nielsen på omn@envidan.dk eller +45 27 15 37 77

Den 1. juli 2023 træder Mikkel Hansen ind som Business Director på renseanlægsområdet i Envidan i Danmark, og det betyder samtidig, at en af Envidans helt store rorgængere på spildevandsområdet i fremtiden vil varetage en mere tilbagetrukket rolle.